Kampdagen

Den første maj… arbejdernes internationale kampdag. En festdag, der i Danmark har rigtig mange menneskers opmærksomhed – ikke mindst i København. Her er Fælledparken begivenhedernes centrum, og i jagten på en fotografisk mulighed begav jeg mig ud med mit kamera i hånden, for at se mig omkring.

Den 1. maj 1890 blev dagen for første gang markeret som en fælles international demonstrationsdag, hvor arbejdere verden over gik på gaden med et utvetydigt krav til en arbejdsdag, der kunne inddeles i 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile.

1. maj er stadig dagen, der mange steder i verden markeres med international solidaritet i kampen for større retfærdighed, og i Danmark bliver dagen fejret hvert år med sang og taler i alle større byer. I København har demonstrationerne siden den spæde begyndelse fundet sted i Fælledparken, hvor titusindvis af mennesker samles fra nær og fjern. Selvom det stadig er arbejderbevægelsens vigtigste festdag har dagen efterhånden mistet sin karakter af egentlig kampdag her i landet, og arrangementet betragtes da også af mange som en mulighed, for at samles med venner i festligt lag og fejre forårets komme. Det var bestemt heller ingen undtagelse i år da Fælledparken modtog i omegnen af 60.000 besøgende.

Solen skinnede fra dagens begyndelse, og som det kunne ses på mange deltageres lette forårsbeklædning var der lagt op til en dag i den varme sol. De typiske billeder man ser fra denne dag er da også ofte præget af nøgleord som: bagende forårssol, glæde, afslapning, kolde øl, røde faner og politiske talere. Det er der såmænd heller intet mærkeligt i, da det jo som regel er den oplevelse dagens begivenheder efterlader. De fleste kom dog i år til at fortryde deres valg af påklædning ud på eftermiddagen idet en vejrfont med regn og køligere vinde var på dagsordenen.

For mig betød vejrskiftet en mulighed for at se festlighederne fra en anderledes vinkel. Jeg gik derfor en tur i Fælledparken da det tunge skydække havde indfundet sig over byen, og den forandrede stemning de bragte med sig kunne jeg således udnytte i mine billeder. Hen mod arrangementets afslutning er oplevelsen af at gå rundt i parken da også en anden, end hvis man ankommer først på dagen inden de mange øl har haft deres virkning. Jeg havde ikke de store forventninger på forhånd, bare en nysgerrig åbenhed for hvad der ville møde mig. Mig og mit kamera, og en fest der lakkede mod enden.