Ude at møde Fes

Sikken et farverigt og energisk sted Fes er. Har været her i fem hele dage nu, og på mange måder er det et sted, der tager pusten fra dig. Medinaen i Fes (den gammel del af Fes) blev grundlagt i det 9. århundrede, og det er her byens sande ånd skinner igennem. Medinaen bliver betragtet som en af de mest omfattende og bedst bevarede historiske byer i den arabisk-muslimske verden, og det var det første sted i Marokko, der blev anerkendt af Unesco som en del af verdens naturarv. Det er ret imponerende, hvordan medinaen har været i stand til at bevare en hel del af sin ældgamle funktion og livsstil som et handelssted. Fes er et konstant bombardement af indtryk og man kan let komme til at føle udmattelse, hvis man bruger en dag i denne labyrint af smalle gader og stræder, når man ikke er vant til det. Specielt i sommerens hede.

Det er bestemt en by man bliver nødt til at være en smule forberedt på. Ellers kan man risikere at bruge langt flere penge end forventet, og få fyldt sin kuffert til bristepunktet med alverdens genstande fra medinaens markeder. Dette er et opportunistisk sted. Penge er et helt centralt omdrejningspunkt, og alle gør et forsøg på at tjene til dagen og vejen. Du kan købe næsten enhver form for håndværk her, og hvor nogle mennesker har deres egen lille butik, så forsøger andre at skabe en indkomst på et mere ustabilt grundlag. Salg af cannabis er et eksempel, at vise turister rundt som uofficielle guider et andet. Nogle mennesker benytter sig af mere eller mindre aggressive salgsmetoder i deres butikker, for at få deres del af dirham-kagen (møntfoden i Marokko); andre ved, at man kan komme langt med en mere venlig imødekommenhed. Heldigvis er de fleste af den sidstnævnte slags.

En ting er sikkert – man vil som turist med en taske på skulderen tiltrække sig opmærksomhed før eller siden. Som fotograf kommer man til at bære en taske på et eller andet tidspunkt, og om eftermiddagen, når der er flest mennesker i byens gader, har jeg ikke skullet stå stille samme sted ret længe før nogen har henvendt sig i håb om at tjene nogle drikkepenge på en rundvisning.

Jamal er en venlig mand, fuld af information og viden om Fes og Marokko generelt, og han har været mig meget hjælpsom her i Fes. Han fortalte mig, at når han går ud omkring i medinaen bærende på en taske, så oplever han selv at blive forvekslet med en turist fra tid til anden. Der skal ikke meget til med andre ord, og således er det med opportunisme.

Du vil med andre ord, på vej gennem Fes medina, møde en masse forskellige mennesker, og nogle er ganske enkelt også bare interesseret i at snakke og høre hvor du kommer fra. Jeg har fundet ud af, at de mest værdifulde oplevelser har været i disse situationer, hvor man sænker farten, sætter sig ned et øjeblik og deler et smil og lidt information med disse mennesker.

At besøge et nyt sted betyder som regel, at jeg bliver nødt til at bruge de første dage på at komme ind på livet af den nye kultur og de indtryk der møder mig. Fes har ikke været en undtagelse, og mit kamera forlod heller ikke min taske de første dage. Min 6. dag her er i fuld gang, og spanden med oplevelser bliver hele tiden større.

Nedenfor kan I se et udvalg af fotografier, der illustrerer nogle af mine oplevelser fra de første dage i Fes medina. Jeg vil prøve at dele nogle flere med jer her fra Marokko, men indtil videre skal I endelig føle jer frie til at efterlade eventuelle kommentarer I måtte have, herunder eller på min facebook-side. God fornøjelse.