Marokko – At skabe en levevej

Mit Marokkanske eventyr er slut og jeg har været hjemme i Danmark i omkring en uge, hvor jeg har kunnet reflektere over min rejse og de oplevelser jeg har haft på vejen. En ting er sikkert… den Marokkanske kultur er bestemt meget langt fra min egen her i Skandinavien, og der har været mange ting at vænne sig til: Levestandarder, måden hvorpå folk socialiserer, de kulinariske oplevelser, bare for at nævne nogle få.

Som enhver anden kultur har Marokko også gode og mindre gode sider. En af de mindre flatterende har for mig bestemt været de præg som turismen har efterladt sig i specielt de større byer. Og så har jeg ikke engang været i Marrakech. Det har indflydelse på et sted over årene, når turister vælter ind og spenderer deres penge. Det pågældende sted vil uundgåeligt miste en del af sin uskyldighed når det at få et stykke af den pengekage som turisterne medbringer langsomt bliver en livsvej for mange. Og det er det bestemt blevet i Marokko, som jeg også nævnte i en tidligere blog post omkring opportunisme.

En turist bliver på mange måder betragtet som en gylden mulighed i Marokko, og jeg har mange gange følt, at ens tilstedeværelse hurtigt kommer til at handle meget om penge. Ikke at dette er en komplet overraskelse, for der er selvfølgelig indlysende og gode forklaringer på, hvorfor det er sådan – en af dem er, at Marokko er et land, hvor mange mennesker virkelig prøver at få tingene til at hænge sammen rent økonomisk i det daglige. Mange mennesker forsøger simpelthen bare at finde en levevej, og turisme spiller bestemt en stor rolle i dette. Men det vil også uundgåeligt ændre på den autentiske oplevelse et sted har at tilbyde, og i de værste tilfælde omdanne det til et cirkus over tid. Og jeg er sikker på, at der er andre steder derude, hvor det er endnu værre end i Marokko. Det er vel bare en naturlig udvikling. I kan sikkert fornemme, at jeg ikke er den store fan af den aktivitet og energi der hersker i turistområder :-)

Mange turister kommer til Marokko for at opleve mange forskellige steder i løbet af deres rejse, og derfor er der også mange, der kun bliver i store byer som Marrakesh, Fes og Meknes i højst 3-5 dage. Dette er vel også en god måde at opleve den store variation som Marokko har at byde på, i løbet af relativt kort tid. Personligt, og specielt som fotograf, er jeg nok mere en brug-lang-tid-få steder type person idet min holdning er, at det kræver tid at komme uden for cirkusset. Jeg boede 9 dage i Fes og 10 dage i Meknes, hvilket var tid nok for mig til at grave dybt og finde nogle stykker af det ægte Marokko. Jeg fandt bestemt også ud af, at der er værdifulde oplevelser at hente i de områder, hvor Marokkanerne selv køber deres daglige fornødenheder og lever deres liv i dagligdagen uden turister, hvilket ofte er uden for medinaen (den gamle del af byen). Når du bevæger dig i disse områder med en oprigtig interesse i at ville lære den Marokkanske mentalitet at kende, så er der også gode chancer for, at man som fremmed bliver mødt med en mere afslappet imødekommenhed. Dette gælder selvfølgelig også hvis du besøger mindre byer som Azrou rundt omkring i det Marokkanske landskab.

Jeg mødte mange forskellige mennesker på min tur og jeg er glad for at kunne sige, at der også var nogle rigtig gode mennesker iblandt dem. Som jeg nævnte ovenfor, så vil man som turist før eller siden opleve, at visse mennesker ser en som en gylden mulighed, og dette kan i sidste instans gøre det svært for én at vide, hvilke mennesker man rent faktisk kan stole på. Men tager man sig tid i Marokko vil man også komme til at møde mennesker, der rækker en imødekommende hånd ud for at hjælpe eller måske endda for at invitere dig på aftensmad, uden at forlange noget som helst til gengæld. En af disse mennesker er også en jeg har nævnt tidligere, nemlig Hassan. Jeg mødte ham på min 6. dag i Fes – en dag hvor jeg havde besluttet mig for at kigge nærmere på kvarteret omkring Fes El-Jdid. Navnet kan direkte oversættes til ”Ny Fes”, fordi det kun er 700 år gammelt, og dermed meget yngre sammenlignet med nabokvarterene mod øst. Jeg besluttede at begynde i de rolige omgivelser af en stor park ved navn ”Bou Jeloud Gardens”. Der gik ikke lang tid her før en venlig mand kom mig i møde for at byde mig velkommen i de grønne omgivelser, hvor han selv arbejdede. Hans navn var Hassan. Han spurgte ind til hvor jeg kom fra og hvad jeg hed etc., og viste således interesse for mig og min hensigt med at besøge Fes. Vi satte os ned et øjeblik for at sludre. Jeg fortalte ham om min fotografering, og at jeg var på vej for at undersøge Fes El-Jdid og det jødiske kvarter, så da han spurgte, om han måtte gå med og vise mig disse områder tøvede jeg ikke med at takke ja.

Det blev en lang gåtur den eftermiddag og på vejen mødte jeg hans søn, hans datter og hans kone. Lang historie kort… jeg endte med at spise til aften hjemme hos dem fire aftener i træk. Dette var i øvrigt under Ramadanen, hvor folk typisk spiser ved solnedgang og så igen senere efter midnat. Hver aften, når vi havde spist færdig kl. 19.30, tog Hassan mig med hen på sin yndlingscafé Café Rasha, hvor han normalt spenderer sine aftener – et lille sted hvor mænd samles og udveksler de seneste nyheder over en kop kaffe eller en kande mint te i venners selskab. Det var også her jeg mødte Rashid – Hassans bedste ven. Alle kender alle, og inden jeg forlod Marokko havde jeg tilbragt sammenlagt 5 aftener der, hvilket ifølge Hassan betød, at alle åbenbart også kendte mig. Et sted som dette, hvor det kan være svært at føle sig hjemme på grund af de kulturelle forskelle, så følte jeg mig i det mindste som en del af deres verden for en stund. Dette er mennesker som ikke på noget tidspunkt spurgte om jeg ville købte noget af dem. De havde ingen interesse ikke i mine penge; de havde ingen interesse i mine politiske holdninger eller min religion. De havde udelukkende interesse i at have det godt i venskabeligt lag. Dette er Marokkansk gæstfrihed og en af Marokkos særligt gode sider. Hassan forsikrede mig for, at jeg altid vil have et andet hjem i Fes.

Herunder finder du et udvalg af fotografier af mennesker fra Fes og Meknes – mennesker der forsøger at tjene til dagen og vejen, på hver deres måde, uanset turisters tilstedeværelse.