Marokko galleri

Godt nytår alle sammen! Her i årets første blogindlæg er jeg glad for nu endelig at kunne præsentere et nyt galleri på min hjemmeside. Som jeg annoncerede her på bloggen i december havde jeg et nyt galleri på vej med et udvalg af de bedste billeder fra min rejse til Marokko i august måned. Det er nu klar, og du er velkommen til at tage et kig ved at klikke “Galleri” oppe i menuen øverst på denne side.

Herunder kan I se to af de billeder jeg har valgt at inkludere i galleriet. Til hvert billede har jeg indsat en lille tekst, der fortæller lidt om historien bag, og hvordan jeg tog dem.


En gåtur, ned gennem de smalle handelsgader i Fez Medina, byder på mange møder med forskellige mennesker. Mange er meget interesserede i at vise deres handelsvarer frem og invitere dig ind i deres små butikker. Om formiddagen den 21. august begav jeg mig ud på nye opdagelser, og jeg var ikke nået langt før jeg mødte en mand, hvis butik jeg havde besøgt nogle dage forinden. Han præsenterede mig denne formiddag for en tæppehandler, der havde en stor butik lige i nærheden med flere medarbejdere og tæpper fra gulv til loft langs væggene. At jeg var der som fotograf var ingen hemmelighed. Det viste sig, at tæppehandleren havde en tagterrasse over sin forretning som han bestemt mente, at jeg måtte se. Jeg var velkommen til at gå derop selv og kigge fik jeg at vide, og det gjorde jeg så. Hvad der ventede deroppe anede jeg ikke, men chancen for en potentiel fantastisk udsigt over Fez Medina kunne jeg ikke lade gå forbi. Jeg kom derop via den smalle trappe og erfarede, at den mest interessante udsigt skulle findes mod øst. Efter et par prøvebilleder fandt jeg ud af, at mit vidvinkelobjektiv ikke rigtig gav mig det ønskede resultat. Jeg havde brug for at zoome ind og isolere et enkelt område af byen i min billedramme, og jeg fandt derfor hurtigt mit 70-200mm objektiv frem af tasken. Efter at have zoomet ind og ud på byens tage foran mig et par gange, for at finde det bedste motiv, fangede jeg billedet som i ser ovenfor, med moskeen der skiller sig ud med sine karakteristiske grønne teglsten. Jeg pakkede mit kamera ned i tasken igen, og bevægede mig hen mod trappen, der første tilbage ned til tæppehandelen. Flere turister var kommet til i mellemtiden, og der var gang i salget. Jeg fik en hurtig rundvisning, og en forklaring omkring, hvorledes tæpperne fremstilles. De havde en tydelig interesse i at sælge mig et tæppe, men jeg sagde pænt nej tak i denne omgang, og drog videre ud under den varme sol.

 


Disse gutter var i fuld gang med dagens arbejde da jeg kom forbi. Jeg sigtede efter at udforske den østlige del af Fez Medina denne dag den 20. august – et område med stor andel af små værksteder og håndværksmæssig forarbejdning af alt fra tekstiler til kobber. Uden at vide hvad der ventede omkring næste hjørne, begav jeg mig frem gennem labyrinten af små stræder, der summede af konstant aktivitet. Pludselig hører jeg den klingende lyd af metal der bankes og vidste, at jeg måtte befinde mig lige i nærheden af området med sølv og kobber værksteder. Jeg fulgte lyden og fandt hurtigt frem til den lille plads omgivet af metalværksteder. Efter at have observeret mine nye omgivelser et øjeblik blev min opmærksomhed fanget af to mænd, der var travlt optaget med noget, der mest af alt lignede en drilsk og tidskrævende opgave. Manden i den hvide trøje så ud til at have overblik over processen. Jeg gik stille og roligt hen imod dem, for at fange hans opmærksomhed. Han kiggede op med et hvad-vil-turisten blik i øjet, og med mit kamera i hånden og et par engelske ord forsøgte jeg spørge, om jeg måtte tage nogle billeder af dem. Han smilede, og kunne jeg se på ham, at det var okay. Jeg havde i forvejen mit 17-55mm objektiv på kameraet, hvilket gav mig den vidvinkel jeg skulle bruge til at få baggrunden med i billedet. På den måde kunne jeg fortælle en historie om de to mænd og deres arbejde ved at knytte dem sammen med deres omgivelser.